Jeg hedder Sara og nyder at få lov til at skrive på denne blog i ny og næ. Jeg er stolt Mor til to overdrevet lækre unger på henholdsvis 2 og 5 år. Derudover er jeg er meget inspireret af det spirituelle, har engang læst til ergoterapeut og arbejder nu med søgemaskineoptimering. Jeg spiller i øvrigt også banko og så er jeg sindssygt god til platte vittigheder. Denne blandede landhandel af interesser og mærkelige påfund, prøver jeg derfor at forene til meningsfulde indlæg på denne blog.

juni 21 2016
Livsstil/Sundhedsfix

Nulstilling af sanserne

Efter en skøn ferie rundt i Sydeuropa og en weekendtur i sommerhus med nogle venner, skriger min krop konstant på sukker, mad og Pepsi Max sodavand. Jeg har nemlig haft voldtaget min krop fuldstændig med en masse usunde sager. Dette roder jeg nu bod på – og ikke mindst bøder for – ved at gå igennem en 5 dages juice- og faste-kur, som skal nulstille mine sanser og min konstante sult fornemmelse.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at dette ikke er en udrensningskur eller en revurderet udgave af “suppekuren”, som har til formål at man skal smide så mange kilo som muligt, for efterfølgende at tage det hele på igen. Selvfølgelig ryger der nogle kilo på denne fastekur, men kuren handler udelukkende om en nulstilling af sanserne, så kroppen og hjernen forstår, at man sagtens kan leve 3 timer uden at sulte.

I korte træk, så skal jeg til at forstå, at det er okay at spise mindre, end det jeg gør nu. Det er lige præcis det min krop ikke har fattet efter ferier, sukker, sodavand og Cafe latte i overflåd.

Det er naturligvis heller ikke bare et “quick-fix”, hvor jeg er “top notch” efter 5 dage. Nope – det er en længerevarende proces. Derfor skal jeg efter denne nulstilling naturligvis efterleve den gode og sunde livsstil for at min krop kommer helt på rette fod igen – så man ikke kommer ud i en tilstand, hvor man spiser når man har lyst, og ikke lige tænker over hvornår man egentlig har brug for at spise.

Jeg er blevet anbefalet at gå igennem denne fastekur 2 gange om året, hvilket svarer til en gang efter jul og en gang efter sommerferien. Begge tidspunkter, hvor man måske i en periode, har været en anelse for meget på den usunde livsstil. Jeg har været igennem denne “nulstilling” 2 gange før, og begge gange efter en julemåned – og det fungerer virkelig godt. Man bliver virkelig bevidst om sine spisevaner. Denne fastekur, er virkelig den bedste måde for mig, at kickstarte en sund livsstil på.

Men nu er jeg i gang, og har allerede fortrudt det 100 gange siden i går morges. Det er en lidt hård og sej kamp, hvor der helst skal være plads til ynkelighed – og hvis der ikke er plads til det, så er jeg det f…. alligevel 🙂

I går var den første og den “lette” dag – der måtte jeg spise frugt og grøntsager. Men i dag er mere anstrengende. Her til formiddag har jeg levet på frugtjuicer og vand, og eftermiddagen/aftenen skal køres igennem på grøntsagsjuice, vand og urtete. Dette skal også efterleves på tredje- og fjerde-dagen. På femte-dagen må jeg igen indtage frugt og grøntsager. Og så er det slut! Eller rettere sagt, så er det starten på en mere fornuftig livsstil.

Status pt. er, at jeg har abstinenser i form af kvalme, hovedpine og følelsen af at jeg er underlagt en voldsom influenza-virus. Føler mig som en mand med en temperatur på 37,4…også på ynkeligheden.

 

Du kan måske også lide

Leave a Comment