Banan-valgflæsk… Det sunde valg ;-)

Er du bananchips-fan? Eller skal du – ligesom jeg selv (grrr…) helst skal holde dig fra de usunde sager og søger med lys og lygte efter lækre og sunde snacks til valgaftenen i morgen… Det kan også være, at du bare gerne vil have en hygge-time med dine børn i køkkenet, hvor I finder ingredienser frem, skærer ud og har en god snak om hvor tingene kommer fra… Så læs endelig med, fordi jeg er fan af alle 3 ting – og det er lige præcis, hvad vi har fået en dejlig onsdag aften til at gå med.

Noah og jeg blev enige om, at vi skulle lave en lækker aftensnack. Mit krav til vores lille snack var, at det skulle være sundt (det er jo onsdag…) og Noahs krav var, at han gerne ville skære noget ud med sin børnekniv. Godt så… Forventningerne var på plads og det første der lige strejfede os var FRUGTSKÅLEN. “Bananer! Jeg elsker bananer SÅÅ meget, Mor!” Så efter Moren havde givet en lille hentydning om, at han måske elskede sin Mor lidt højere, blev vi enige om, at vi skulle lave bananchips. Men de skulle ikke bare hedde “bananchips” – så efter en lille brainstorming, blev navnet til “banan-valgflæsk”, som passer ret godt til morgendagens begivenhed. Noah sagde “banan” og jeg sagde “valgflæsk”. Bingo – det blev til en kombi. Jeg elsker allerede navnet “banan-valgflæsk”.

DSC_5339Så vi greb hver vores skærebræt og hver vores kniv og delte bananerne imellem os. Der var 3 bananer i alt. Vi skulle bruge én til børnehaven i morgen – så var der to tilbage… Det vil sige 1 til hver (der indgik også lidt regne-undervisning i dette step…bonus til Mor!).
Vi startede med at skære bananerne ud i ultra-tynde skiver og lagde dem op på en bageplade beklædt med bagepapir. Noah var vildt god til at skære tynde skiver og placere skiverne (meget) korrekt på bagepladen. Derefter blev de bagt i ovnen på 100 grader i 1 time… Vi var selvfølgelig ude i køkkenet flere gange, hvor vi testede og smagte.

Jeg vil sige, at vores banan-valgflæsk blev virkelig gode – så meget bedre end de bananchips man køber. De her er både sødere, sprødere og mere friske. Hvis man kan dy sig, så kan det anbefales at gemme et par stykker til børnenes madpakker dagen efter….eller bare til valgaftenen i morgen. Eeehhmm… Men vi kunne ikke dy os! Der blev tømt ud. De smagte jo godt…


God valgaften i morgen.

 

Banan-valgflæsk… Det sunde valg 😉
Vurder indlægget

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*