Danskvand is the new black…

Indrømmet! Jeg er blevet inspireret til overskriften. Jeg er nemlig kæmpe fan af hit-serien Orange Is The New Black. En serie som pt. er skyld i at jeg først slukker fjernsynet ved 1-2 tiden og max. sover 4-5 timer om natten. Det er jo ikke ligefrem den slags tv, som man sidder og ser sammen med ungerne. Men det er al min manglende søvn værd.

En anden ting, som lige i øjeblikket er det nye sorte, inden for brødbagning, det er danskvand. Om det er et nymoderne hit at bruge i brød, eller om jeg er 50 år bagefter – det ved jeg ikke. Men i alle forummer og på diverse facebookgrupper, bliver der diskuteret og delt opskrifter omkring dette. Så derfor antager jeg, at danskvand er det nye sorte. Det siges nemlig, at hvis man bager boller med danskvand, så kommer de til at smage præcis ligesom bagerens teboller – og en bonus er, at de holder sig friske og lækre i flere dage. Og er der noget, som jeg godt kunne bruge var lækkert i længere tid, så er det hjemmebagte boller… Denne sætning endte så med at blive til “hjemmebagte boller OG kanelsnegle”.

50 år bagud eller ej, så skulle det prøves. Til 12 boller og 12 kanelsnegle brugte jeg følgende ingredienser:

DSC_5478– 5,25 dl. danskvand
– 50 gram gær
– 4 æg
– 5 spsk. sukker
– 1,5 dl. olie
– 1 tsk. salt
– 1,5 tsk. kardemomme
– 1200 gram hvedemel


– 1 æg til pensling af bollerne

– 250 gram blødt smør, 100 gram sukker, 150 gram brunt farin og 3 spsk kanel til kanelsneglene.

Først opløses gæren i danskvandet. Derefter tilsættes æg, sukker, olie, salt og kardemomme. Til sidst blandes melet i dejen lidt af gangen. Når du har en lækker og fast dej stilles den til hævning i 1 time. I løbet af den time lavede jeg remoncen til kanelsneglene, ved at blande smør, sukker, farin og kanel sammen til en god og klistret masse…. -Okay, jeg nåede også at spise lidt af det – men ikke så meget!
Da dejen var hævet, æltede jeg den godt sammen igen og delte den i to lige store stykker. Det ene stykke rullede jeg til en lang pølse og skar ud i 12 lige store stykker – rullede dem til boller og op på en bageplade. Den anden halvdel af dejen rullede jeg ud til en firkant, og smurte remoncen på. Derefter rullede jeg dejen og skar den ud til 12 fine snegle. Sneglene lagde jeg op i muffinsforme – fordi så får man nemlig glæde af al remoncen og den løber ikke ud. Kanelsneglene kom først ind i ovnen og blev bagt ved 225 grader i 10 minutter. Imellem tiden penslede jeg bollerne med æg. Da kanelsneglene blev færdige, byttede de plads med bollerne som blev bagt ved samme temperatur i 12-14 minutter.

DSC_5386Konklusionen af alt dette danskvands-dramatik blev, at danskvand virkelig ER det nye sorte. Brødet fik en lidt rundere smag, meget lækkert – og jeg holder rygterne i live, bollerne smager ligesom bagerens teboller og holdte sig også bløde og lækre i flere dage efter. Kanelsneglene blev også super lækre, der var dog ikke nok til at holde på dem i flere dage – men bløde og lækre dét blev de.

Jeg er nu ikke kun tilhænger af Orange Is The New Black, jeg er også fan af danskvand i brød. Og bestemt meget gerne en kombination at begge dele – ja tak.

Danskvand is the new black…
1 baseret på 2 stemmer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*