Fødselsdagsboller til vuggestuen

Til min lille puslings 1 års fødselsdag, skulle der selvfølgelig deles fødselsdagsboller ud i vuggestuen. Det kunne min store dejlige Noah være med til. Det skulle naturligvis være nybagte boller, der skulle deles ud. Så Noah og jeg stod op kl 6 om morgenen for at gå i gang.

Jeg vil faktisk sige, at Noah klarede det meste selv – jeg stod ved siden af, som om jeg var en kattemor, som skulle lære min killing at fange en mus (det var lige det eneste jeg kunne relatere til) og jeg blev den der hev alle ingredienserne frem af skuffer og skabe, imens Noah vejede af og blandede sammen. Fantastisk godt teamwork – jeg elsker at bage med den dreng.

De ingredienser jeg fandt frem til ca. 30 boller var følgende:
DSC_5056
– 50 gram gær
– 3¾ dl. sødmælk
– 650 gram mel
– 75 gram sukker
– 1½ tsk. salt
– 1½ tsk. kardemomme
– 110 gram blødt smør
– 1 æg
– 1 æg til pensling

Først varmede vi mælken op til 37 grader. Imens den langsomt blev varmet op, smuldrede Noah gæren i en skål, hvorefter vi hældte mælken over og udrørte gæren i mælken. Derefter tilsatte vi resten af ingredienserne, dog melet i små mængder af gangen og æltede godt igennem. Det er meningen at dejen skal være lidt klistret, fordi det giver de bedste og blødeste boller. Kommer du alligevel mere mel i, så gør det i små mængder, fordi lige pludselig bliver den meget fast. Efter vi havde fået en lækker dej, blev den stillet til hævning på radiatoren i 40 minutter. Herefter æltede vi den igennem igen – selvfølgelig delte vi den op, så vi havde ansvaret for hver vores klump 🙂 så rullede vi dejen ud i en lang pølse og skar 30 lige store stykker. De blev rullet til boller, som blev lagt på en bageplade belagt med bagepapir. De fik lov at hæve endnu ca. 30 minutter. Så blev de penslet med æg og bagt i ovnen på 200 grader i ca. 10 minutter.
DSC_5061

Voila! Rent win-win… Kvalitetstid med min dejlige søn og lækre fødselsdagsboller til morgenbordet (vuggestuen og fødselsdagen med familien senere) jeg er fan! Desuden afsluttede Noah vores bagning med “Nej Mor, du behøver ikke bruge den der (opvaskemaskinen) jeg vil gerne vaske op…” …Okay, skat – jeg elsker dig!

Rate this post

Comments are closed.