Mascarpone lagkage

Kæresten sidder og ser håndbold, og er på ingen måde til at komme i kontakt med… Har både prøvet at tilbyde ham pandekager og at massere hans tæer, men han er fuldstændig fraværende… Det var faktisk først da jeg konstaterede, at Danmark jo alligevel plejer at tabe til Rusland, at jeg fik hans opmærksomhed: “Hvis du har den negative holdning til kampen, så må du ikke være i stuen!” – og 2 sekunder efter “Sådan Landin!”.

Så jeg vil forkæle bloggen i stedet 😀 og i dag bliver det med denne lækre sag af en mascarpone lagkage. Hvis du er helt tosset med chokolade-kage og mascarpone-mousse, så kan jeg virkelig anbefale denne.

Brug din ynglings chokoladekage til lagkagebunde – jeg brugte denne:

Bunde
400 g blødt smør
400 g brun farin
4 tsk vanillesukker
500 g hvedemel
90 g kakaopulver
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 tsk salt
6 æg
200g hakket mørk chokolade
5 dl sødmælk


Jeg startede med at piske smør, brun farin og vanillesukkeret til det blev lyst og luftigt. I mellemtiden målte jeg mel, kakao, bagepulver, natron og salt af i en anden skål. Tilsatte et æg af gangen til smør-blandingen og piskede grundigt i mellemtiden. Så tilsatte jeg det hakkede chokolade. Til sidst piskede jeg skiftevis mel og mælk i dejen – lidt af gangen.

Hældte dejen i 2 kageforme med målene 30 x 30 – har du ikke to, så bare bag én af gangen. Bagte kagebundene i ovnen på 180 grader i cirka 20 minutter.

Lagkagebundene blev derefter kølet af på en rist. De kan i øvrigt sagtens fryses ned, hvis de først skal bruges dagen efter eller næste weekend.

Efter lagkagebundene var kølet af lavede jeg min mascarpone-mousse.

Mascarpone-mousse
500 g mascarpone
90 g usødet kakaopulver
90 g flormelis
6 dl piskefløde

Jordbær, hindbær, blåbær og hakket chokolade til pynt

Først piskede jeg mascarpone, kakaopulver og flormelis – og tilsatte derefter fløden lidt efter lidt, så moussen blev rigtig cremet og lækker.

Smurte et godt lag på den ene lagkagebund og lagde en masse bær ovenpå. Lagde den anden bund ovenpå og toppede med mascarpone-mousse og flere bær.

Virkelig nem og lækker lagkage. Jeg vil mene at der i hvert fald er til 20 personer.

Nu kan jeg i øvrigt fornemme at håndboldkampen ikke går sådan rigtig godt – så jeg vil gå op i stuen igen og sprede lidt god energi….igen, og prøve om jeg kan tvinge ja-hatten ned over hovedet.

IMG_3884

Mascarpone lagkage
Vurder indlægget

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*