Mine “yummi-fastelavnsboller”

“Mor, hvad skal du være til fastelavn?” spurgte min 4 årige pusling… Orv… Skal Mor være klædt ud??!? Måtte derfor efter en lille snak med min eftertænksomme dreng, erkende at jeg bare skulle være “Mor”. Mega kedeligt – ville egentlig også hellere selv være en panda…!!! Men for at undgå voksen-mobning på en ellers hyggelig søndag til den årlige tøndeslagning med svigerfamilien, er det bedste nok bare at være “normal voksen” og selvfølgelig “Fastelavnsbolle-spiser”… Jeg er nemlig helt vild med fastelavnsboller… Derfor ville det også være meget mærkeligt, hvis jeg ikke selv skulle have lov til at udrette mine helt egne, nu hvor anledningen er til det.

IMG_1141Derfor plagede jeg lige min mand om, at måtte få lov til at bage fastelavnsboller til hans arbejde i morgen – og YES! Det måtte jeg 😀 whuuhu! Så imens min bedre halvdel puttede ungerne, skruede jeg op for noget Marie Key på højtaleren, imens løb jeg med længere skridt end en længdespringers hele vejen ud i køkkenet og afsluttede meget elegant med 3 mere eller mindre yndige piruetter, inden jeg greb fat i min ‘partner in crime’: Kitchen aiden! Nu skule der laves fastelavnsboller.

Først lavede jeg dejen til mine ynglingsboller, den opskrift som mine forældres generation kalder for “den på melposen” – sikkert fordi den kommer fra en melpose (jeg gætter bare…). Den har jeg nu lavet i 15 år, og den er stadig lige god hver gang. #okayprøvligeatlydegammel #mengodeerdealtså

Hvis du har en ynglings-bolle-opskrift, som du har brugt de sidste 15 år, så brug endelig den.

“Den på melposen”-bollerne laves på følgende måde:
– Smelt 150 gram smør og tilsæt 2,5 dl. mælk, når det ca. er 37 grader, så tilsætter du 75 gram gær
– Tilsæt 50 gram sukker og 2 sammenpiskede æg
– Mål 500 gram mel af og tilsæt 1 tsk kardemomme og 1 tsk. salt og bland det sammen med det ovennævnte
– Ælt det sammen og lad det hæve under et klæde i en times tid

Imens dejen hæver og bliver luftig skal der laves creme og remonce:

Creme:
– 2 æg, 40 gram sukker, 4 spsk maizenamel og 2 stænger vanilje blandes godt sammen i en skål
– I en gryde varmer du en halv liter mælk op til 60 grader, hvorefter du blander det sammen med æg-og-sukker-massen
– Op i gryden med det hele og varm det op under oprørning, indtil det er en lækker, tyk cremet konsistens
– Køl cremen af

IMG_1129Remonce:
– 150 gram marcipan (jeg brugte chili-choko marcipan) og 150 gram sukker blandes sammen til en fast masse
– bland herefter 150 gram smør og 1,5 tsk. kanel i og rør rundt med røremaskinen eller med håndmikser

Når dejen er hævet, rulles den ud og skæres i firkanter i størrelse 10×10 cm. På hver firkant lægges først noget creme og derefter en klump med remonce. Fold hjørnerne sammen om fyldet og pak det godt ind, så fyldet ikke kan løbe ud. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir med samlingen nedad.Pensles herefter med lidt mælk og bages i en forvarmet ovn på 180 grader i 10-12 minutter.

Derefter er der kun fantasien der sætter grænser for pyntningen af fastelavnsbollerne. I dag brugte jeg hvidt glasur og chokoladeglasur, og pyntede med chokoladeknapper og mandelkrokant.

#yummi

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*