Madlavning med børn: Den ultimative win-win!

At tage børnene med i køkkenet, og få hjælp til madlavningen er hjemme hos os BOMBEN! Det er den ultimative win-win situation, fordi Mor (eller Far) får hjælp i køkkenet og børnene lærer en masse omkring madlavning og om at hjælpe til. Personligt synes jeg, at det både er sundt og lærerigt for barnet.

Jeg har lavet en lille oversigt over, hvordan mine børn medvirker til madlavningen. Håber at kunne inspirere videre, og omvendt vil jeg elske at blive inspireret tilbage, hvis nogle vil dele gode råd og erfaringer min vej.

0-1 år:
– Sidder i en højstol med en grydeske og “spiller musik”, ved at slå skeen ned i køkkenbordet. Mor synger til imens.
– Får lov til at smage på kokkerierne, for eksempel når jeg har lavet babymos, skåret agurker eller lignende baby-venlige smagsprøver.
– Kravler rundt på køkkengulvet og “hjælper til” med at tømme køkkenskuffer, og afprøver hvordan det er, at slå hver en plastik-køkken-ting ned i gulvet.
– “Hjælper til” med at tømme opvaskemaskinen. Seriøst, det tidspunkt Linus kan kravle/gå hurtigst fra stue til køkken er, når opvaskemaskinen bliver åbnet.

1-2 ÅR:
– Sidder på bordet og leger med vand ved håndvasken – ofte “vasker op” for Mor.
– Skyller grøntager og giver dem videre til Mor. I den forbindelse leger vi “hvad er det?”, for at repetere de forskellige grøntsager
– Hjælper til med at dække bord, bærer forskellige ting ind på spisebordet.
– Rengør diverse overflader ude i køkkenet med en fugtig klud (skabslåger, køkkenbordet, gulvet)


2-3 ÅR:
– Kan påtage sig ansvaret for et specifikt område. For eksempel grøntsagerne – skyller, skræller og skærer ud med børnekniv. Dog er det kun de bløde ting, som jeg får hjælp til at skære ud – bananer, agurker, kiwier, æbler o.s.v.
– Bælger ærter
– Under bagning får jeg hjælp til alt. Hælder ingredienser op i skålen, rører rundt, evt. ælter og former boller eller brød.
– Ruller dejen ud med kagerulle
– Former romkugler og ruller dem i krymmel
– Pensler boller/pølsehorn og drysser sesam eller kerner på.
– Begynder at smøre sin egen rugbrødsmad og kommer pålæg på.
– Skræller æg og deler dem i æggedeleren.
– Hjælper til med alt i forbindelse med at lave babymos til lillebror, samt at fylde dette op i forme.
– Former fondant figurer til fødselsdagskagen

3-4 ÅR:
– Laver stort set alt selv, som ikke indebærer en kogeplade, en ovn eller skarpe knive.
– Begynder at skære grovere ting ud
– Gennemfører nærmest selv hele bageforløbet af en kage. Jeg måler ingredienser af, og er nærmest blot en del af selskabet, under resten af forløbet – om det er med røremaskine eller ej.
– Begynder at være med til at måle ingredienser af. Vi snakker om tal og måleenheder – for eksempel hvad forskellen er på 1 dl og 1 liter.
– Fastelavnsboller er altid et hit – fordi der får vi også lov til at lege med forskellige farvede glasur og andet diverse topping
– Former for eksempel bøffer og krydrer dem med salt og peber
– Er med til at smage retter til, samt at teste hvorvidt ris, pasta og kartofler er færdigkogte
– Hjælper til med at rydde op i køkkenet, sætte ind i opvaskemaskinen og tømme opvaskemaskinen efter opvask – på en lidt anden måde, end en 0-1 årig 😉

Vi elsker at bruge børnevenlige opskriftsbøger, hvor Noah selv kan tyde hvad der skal bruges til en ret, ved hjælp af tegnede illustrationer. Det er så fedt, at han nyder at gøre sådanne ting selvstændigt og at han er stolt over sit resultat i sidste ende. Derudover, så er det også bare lidt sjovere for ham at spise mad, når han selv har været med til at lave den.

Med kyshånd vil jeg tage imod andre gode idéer til, hvordan børnene kan inddrages i køkkenet – så hvis nogen ligger inde med tips og tricks, så vil der blive sat kæmpe pris på en kommentar nedenfor eller via min kontaktformular.

Madlavning med børn: Den ultimative win-win!
Vurder indlægget

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*